Jeg blev journalist, fordi jeg er farveblind.

Når man ikke kan blive efterforsker, fordi man ikke kan se forskel på mørklilla og en anden nuance af mørklilla, så må man blive journalist. Efter en tur omkring erhvervsøkonomi, nanoscience og nogle år på arbejdsmarkedet, fandt jeg ud af, at det i virkeligheden er det bedste, som er sket for mig.

Hvis jeg vender mikrofonen mod mig selv, så møder man et menneske på vej ind i livets næste kapitel. Jeg har taget min tørn af blæste Roskilde Festivaler, usikre boligsituationer og søgen efter identiteter, som hører til tyverne. Jeg har nået et punkt, hvor jeg ved, hvad jeg vil og kan dedikere mig. Jeg elsker portvin, min kone, min hund og Mandrilaftalen. I nævnte rækkefølge.

Hvilken slags journalist er jeg så? Som du måske har gættet, så brænder jeg for den undersøgende og fortællende journalistik. Jeg elsker at grave mig frem til de historier, som betyder noget. Jagten på den rigtige kilde eller den sidste brik i puslespillet, der kan løfte en historie. Jeg har altid været ekstremt nysgerrig og ender ofte i et Wikipedia-maraton med et par tusind faneblade. Jeg er blevet fanget af den skrevne journalistik og at arbejde med lyd. Nu hungrer jeg efter at lære. Derfor har jeg også kastet mig ud i mit eget podcast projekt. For sådan lærer jeg bedst. Jeg er ydmyg overfor, at der er meget, man skal lære, men jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Jeg håber, at jeg kan være et match for jeres praktikplads.
Vi tales ved!